Slutspurt i Kipili

Der er nu kun en uge tilbage af vores tid i Kipili :’(

Hvor december normalt er en måned, der ikke kan gå for hurtigt, fordi man glæder sig til jul, er det nu en sorg, hver dag, når vi kigger på kalenderlyset og mindes, at tiden i Kipili snart er slut.

Tiden i Kipili har været enormt lærerig, og selvom det til tider har været frustrationer omkring arbejde og mærkelige kulturforskelle, så er jeg enormt taknemmelig for den velsignede tid, jeg har haft i Kipili. Og mange af de ting, vi har lært af tiden her, kan vi også tage med os til Sikonge, hvor vores arbejdsopgaver meget kommer til at ligne de arbejdsopgaver, vi har haft her i Kipili.

Julen er så småt ved at indfinde sig i huset på toppen af Kipilis bjerg. Min søde familie i Danmark har sendt adventsgaver, kalenderlys og julepynt herned, så vi forsøger at pynte op, så godt vi nu kan. Vi har også forsøgt os med lidt julebag, der trods dårlig ovn, har været meget succesfuldt. Her er stadig lidt for varmt og lyst til at julestemningen rigtigt kan indfinde sig, men det hjælper en lille smule, når regnen plasker ned udenfor om morgenen. Regntiden er virkelig kommet, og det er helt vildt at se, hvordan alting er gået fra brunt og støvet til lysegrønt på meget kort tid.

Pebernøddebagning i den lidt komplicerede ovn :)

Før regntiden, da vi kom til Kipili.

Efter regntiden er startet.

Cheke Chea lukkede d. 2 december, så det sidste stykke tid har vi haft ferie. Vi havde planlagt, at holde en slags dimmisionsfest for de børn, der starter i første klasse efter jul, men da forældrene ikke er de hurtigste til at betale, måtte vi først udskyde festen en uge, hvorefter vi har måttet aflyse den helt. Lige nu arbejder vi på, at stable en uformel fest på benene på mandag, hvor børnene kan få udleveret afgangsbevis, og vi kan bage dem en kage. På den måde kan vi også lige sige ordentligt farvel til alle de dejlige børn!

Vores dejlige Cheke Chea børn.

Ellers har vi brugt ferien på bl.a. at rydde kontoret i Cheke Chea op, da det har været noget værre rod i al den tid, vi har været her. Det har vi brugt to formiddage på samtidig med, at vi har forsøgt at fortsætte med ekstra-undervisning for de børn, der har svært ved skolen, og som skal starte i første klasse efter jul. De har desværre ikke rigtigt været så gode til at dukke op, så det var ikke en kæmpe succes.

Kontoret før...

Skabet i kontoret før...

Kontoret under oprydning...

Skabet i kontoret efter oprydning...

Kontoret efter oprydning...

Ellers har vores formiddage også gået med forskellige afsluttende arbejdsopgaver. Da vi kom til Kipili, bad skolebestyrelsesformanden os om at hjælpe læreren med at skrive pensum for Cheke Chea. Vi holdt så et møde med læreren, hvor hun fortalte os, hvad hun mente, der skulle stå i den. Tine og jeg har nu brugt nogle formiddage på, at formulere den færdige tekst både på engelsk og swahili, hvilket er lidt et arbejde, når vi kun lige har lært swahili :)
Derudover har vi også en del ting, vi gerne vil have evalueret og noget materiale, vi gerne vil have givet læreren i Cheke Chea, så hun ikke glemmer de ting, vi har lavet i den tid, vi har været her. Men det er nu også dejligt, at kunne starte langsomt ud med god tid til at drikke sin morgenkaffe inden arbejdet starter.

En morgenfrisk Tine spiser chapati til morgenmad.

Vi fortsætter stadig med engelsk-undervisning for Juma, som bare er blevet SÅ god til engelsk efterhånden! Han er gået i gang med at læse sin første bog på engelsk, og forstår næsten det hele. Vi er to meget stolte lærere, der er meget kede af, at vi ikke kan fortsætte med så dygtig en elev. Men nu har han i det mindste lært basis-engelsk, og så er det også nemmere for ham at bygge ovenpå ved selvstudie, eller hvis han skulle få tilbudt engelskundervisning igen.

Om eftermiddagen bruger vi gerne en hel masse tid sammen med Gaudens, Mary og deres dejlige familie! Fra et par uger siden, kom deres fætter Devi til byen, og ham har vi også brugt mange timer sammen med. Vi er kommet godt i gang med noget bibelstudie, og det er helt fantastisk at se deres udvikling i deres forhold til Bibelens ord. Devi har en meget plettet fortid, men når vi snakker om evangeliet, bliver han altid meget glad, og jeg håber meget og beder om, at han tager de ord til sig, som vi snakker om. Gaudens var i starten meget passiv da vi læste i Bibelen, men for omkring en uge siden indrømmede han overfor os, at det er fordi, han har svært ved at forstå de ord, han læser. ”Jeg har bare så mange spørgsmål i hovedet, og jeg spørger mig selv: hvorfor forstår jeg ordene, men jeg forstår det ikke?”. Vi fortalte ham så, at vi også ofte havde svært ved at forstå Bibelen, og at det netop er derfor, at det er så vigtigt, at vi taler om det, vi læser. Han åbner mere og mere op for hver dag der går, og selvom han ikke altid siger så meget, så sidder han gerne og lytter eller bladrer rundt i de bøger, vi har. Heldigvis ved vi, at menneskers frelse ikke kommer an på os, men at vi blot er et redskab for, at Gud kan nå de mennesker, han vil. Og så må vi heller ikke glemme, at Guds ord er levende, og selvom vi ikke kan fortsætte med bibellæsning her i Kipili, så er der forhåbentligt blevet sået nogle frø i deres hjerter, som på et tidspunkt kan blive til levende tro.

Snak på terrassen om bl.a. Gud og Bibelen.

I lørdags tog vi med Gaudens, Mary og Devi ud i deres mark for at prøve det arbejde, som stort set alle tanzanianere laver. Mange tanzanianere har deres egen mark, hvor de dyrker forskellige ting, de bruger til madlavning. De fleste dyrker kun til eget behov, men andre har nok til også at sælge på markedet.
Familien Kasokota har en ret stor mark, men alligevel dyrker de kun for at mætte maverne i deres egen familie. Traktorer og maskiner har man ikke hernede, så al markarbejde foregår ved håndkraft. Det er hårdt arbejde, kan jeg godt skrive under på! Der er virkelig en god grund til, at mange af tanzanianerne har muskler i stedet for ølmaver ;)

Tine, Marie (som var på besøg i weekenden), Devi, mig, Gaudens og Mary i marken.

Gaudens lærer mig at udføre markarbejde ordentligt.

Et andet dejligt, men lidt specielt bekendtskab, vi har fået, er Bibi (det betyder bedstemor på swahili). Hun kom til Kipili for ca. 3 uger siden med et meget grimt sår på foden for at bede Knud om hjælp. Siden da har hun boet her på missionsstationen, hvor hun har fået behandling af sit sår og pasning og pleje. Såret er meget alvorligt, og det er faktisk lidt et held, at hun ikke har fået blodforgiftning, som i værste fald kunne have ført til død. Da Knud tog til Burundi på tur for to uger siden, blev Tine og jeg givet ansvaret for at give hende mad om aftnen og skifte hendes forbinding hver anden dag, hvilket vi så har gjort. Da hun kom var hun meget syg og udmattet, men selvom hun stadig ikke går særlig godt, er hun i tydelig bedring. Hun snakker mere, end hun har gjort før, og hun er også begyndt selv at vaske tøj. Hun fylder meget i vores hverdag, da hun bor i et værelse lige ved siden af huset, og vi hilser på hende flere gange om dagen.

Om en lille uges tid siger vi farvel til dem alle sammen, men vi glæder os til et gensyn en gang i foråret, når vi tager på besøg til Kipili igen.

God jul!