Tiden flyver virkelig afsted her i Kipili, og før vi har set os om, er volontør-livet i Kipili et afsluttet kapitel. På fredag lukker Cheke Cheaen og holder ferie, og om knap 4 uger siger vi farvel til landsbyen og drager til Sumbawanga for at holde jul.
Vi er enormt kede af, at skulle forlade Kipili, men vi må også bare takke Gud for, at han har velsignet os med så gode oplevelser og bekendtskaber i landsbyen.Heldigvis slutter eventyret ikke her, for Tine og jeg har fået lov til at fortsætte med at arbejde i Sikonge efter jul og indtil juni 2017. Her er der en bibelskole med en tilknyttet Cheke Chea, som vi skal hjælpe til i, og bibelskolens elever kan vi tilbyde engelskundervisning. Sikonge har ikke haft volontører i over 12 år, så det bliver på mange måder et nyt projekt, vi får lov til at starte op. Det føler vi os enormt beærede over at få lov til, og selvom der kommer mange udfordringer, er vi mere end klar til at tage fat på arbejdet. Vi ved endnu ikke meget om byen og arbejdet, men vi er begge to vilde med Tanzania, så det kan umuligt gå helt galt ;)
Selvom vi glæder os til at komme til Sikonge, er det enormt hårdt, at tiden i Kipili snart er slut. Mange ting vil blive savnet og ikke mindst de bekendtskaber vi har fået i landsbyen. Vi har blandt andet brugt en hel masse tid sammen med Gaudens og hans søster Mary, som bor lige i nærheden af os. Generelt bruger vi en del tid nede hos familien Kasokota, som er nogle af de mest hjertlige mennesker, jeg har mødt. Moderen giver os altid en kæmpe krammer, når vi kommer, og holder ikke igen med at byde os velkommen indenfor. Nogle gange læser vi lidt engelsk med lillebroderen, der går i 5. klasse, og niecen på 2 år løber os gerne i møde, når hun ser os. Vi kan se deres hus oppe fra os af, så der bliver mange gange om dagen vinket og sendt hilsner op fra hele husstanden, hvilket bare er enormt dejligt!
Jeg havde aldrig hjemmefra troet, at det kunne lade sig gøre, at få så godt et bekendtskab, som vi har fået med familien Kasokota. Det er klart Mary og Gaudens, vi bruger mest tid sammen med, da vi er nogenlunde jævnaldrende, men hele familien har en helt særlig plads i mit hjerte.
Til trods for meget store kulturelle forskelle og en sprogbarriere, som dog bliver mindre og mindre, føler jeg mig enormt tryg sammen med dem! De har virkelig taget os ind som en del af deres familie, og de har lært mig mange ting om Tanzania og om, hvordan livet godt kan være anderledes, end det jeg er vant til i Danmark.
Friends can be crazy too! Mig og Gaudens. |
Tine, jeg, Gaudens og Mary i bussen på vej tilbage til Kipili - reunited! |
Efter kirke, søndag, gik turen hen til John Kamba, en gammel katedral, som ligger ca. en halv times gang væk fra Kipili. Her havde vi taget ting med, så vi kunne lave mad sammen, da Mary synes, at det er vigtigt, at vi ved, hvordan man laver tanzaniansk mad. Menuen stod på ugali af cassavamel, og tre forskellige slags boga. Ugali minder om en dejagtig masse og er noget af det, de spiser allermest hernede. Det er normalt lavet af majsmel, men mange laver det også af cassavamel, da det er billigere at fremstille. Boga er en fællesbetegnelse for de grøntsagstilberedninger, man spiser til ris eller ugali. Til dessert lavede vi danske pandekager, som var et KÆMPE hit for både Gaudens og Mary.
Fælles madlavning ved katedralen, John Kamba. Mig, Mary og Gaudens. |
Dinner's ready! Gaudens, Mary og Tine. |
Gaudens, Tine og jeg. |
På fisketur! |
Mange af drengene fra snedkerværkstedet har vi efterhånden også lært godt at kende. De har ofte meget arbejde i værkstedet lige bag vores hus, så vi møder dem ofte i travlhed, når de pitter forbi. Ikke desto mindre har de altid et smil på læben, og det er tydeligt at se, at de elsker deres arbejde. Efter arbejde ved 17-tiden, kommer de gerne forbi til en snak på vores terrasse. Nogle ser vi ofte, og andre ser vi sjældnere, men selvom vi ofte kun ses kortvarigt, er det nogle drenge, jeg holder meget af. Det er kun blevet tydeligere, efter at mange af dem er taget hjem på ferie i den landsby, de kommer fra. De har irriteret mig mange, fordi de ikke er dukket op til engelskundervisning, men de mange gode stunder, vi ellers har haft, kompenserer for deres fravær ;)
Dejlige venner :) Jeg, Gabriel, Marie, Gaudens, Alfred og Tine. |
Der spilles Skip-Bo ude ved katedralen, John Kamba. Marie, Tine, Gaudens, Alfred og Gabriel. |
Marie, Benard, Regina og Tine spiser rugbrødsmadder uden for Knuds hus. |
Derfor bliver forholdet internt mellem os danskere hernede lidt som i en familie. Tine og jeg bruger næsten alle timer i døgnet sammen, og det betyder også, at vi ser hinanden både i gode og dårlige øjeblikke. Ikke desto mindre rykker det os kun tættere sammen, og alt hvad der sker omkring os - både hernede og på hjemmefronten i Danmark - bliver snakket igennem på terrassen om aftnen. Vi bruger også nemt et par timer til aftensmåltidet sammen med Knud, vores missionær, fordi snakken bare kører derud af. Knud har været missionær i mange år, og har derfor KÆMPE stor viden om Tanzania - og andre ting - som han hellere end gerne deler ud af.
Volontørerne i Sumbawanga har vi også et helt særligt forhold til. Selvom vi ikke deler vores hverdag sammen, har vi et helt særligt fællesskab. Vi har besøgt hinanden og været på tur sammen mange gange. Her får vi lov til at være 100% danskere, og vi kan dele glæder og udfordringer fra vores hverdag, som på nogle punkter ligner hinanden, og på andre punkter er meget forskellig.
Marie og Tine på vores terrasse i Kipili med kakao og chokolade importeret fra Sumbawanga. På denne terrasse bliver der grint, hygget og snakket om dybe emner. |