Tætte venskaber

Tiden flyver virkelig afsted her i Kipili, og før vi har set os om, er volontør-livet i Kipili et afsluttet kapitel. På fredag lukker Cheke Cheaen og holder ferie, og om knap 4 uger siger vi farvel til landsbyen og drager til Sumbawanga for at holde jul.

Vi er enormt kede af, at skulle forlade Kipili, men vi må også bare takke Gud for, at han har velsignet os med så gode oplevelser og bekendtskaber i landsbyen.
Heldigvis slutter eventyret ikke her, for Tine og jeg har fået lov til at fortsætte med at arbejde i Sikonge efter jul og indtil juni 2017. Her er der en bibelskole med en tilknyttet Cheke Chea, som vi skal hjælpe til i, og bibelskolens elever kan vi tilbyde engelskundervisning. Sikonge har ikke haft volontører i over 12 år, så det bliver på mange måder et nyt projekt, vi får lov til at starte op. Det føler vi os enormt beærede over at få lov til, og selvom der kommer mange udfordringer, er vi mere end klar til at tage fat på arbejdet. Vi ved endnu ikke meget om byen og arbejdet, men vi er begge to vilde med Tanzania, så det kan umuligt gå helt galt ;)

Selvom vi glæder os til at komme til Sikonge, er det enormt hårdt, at tiden i Kipili snart er slut. Mange ting vil blive savnet og ikke mindst de bekendtskaber vi har fået i landsbyen. Vi har blandt andet brugt en hel masse tid sammen med Gaudens og hans søster Mary, som bor lige i nærheden af os. Generelt bruger vi en del tid nede hos familien Kasokota, som er nogle af de mest hjertlige mennesker, jeg har mødt. Moderen giver os altid en kæmpe krammer, når vi kommer, og holder ikke igen med at byde os velkommen indenfor. Nogle gange læser vi lidt engelsk med lillebroderen, der går i 5. klasse, og niecen på 2 år løber os gerne i møde, når hun ser os. Vi kan se deres hus oppe fra os af, så der bliver mange gange om dagen vinket og sendt hilsner op fra hele husstanden, hvilket bare er enormt dejligt!
Jeg havde aldrig hjemmefra troet, at det kunne lade sig gøre, at få så godt et bekendtskab, som vi har fået med familien Kasokota. Det er klart Mary og Gaudens, vi bruger mest tid sammen med, da vi er nogenlunde jævnaldrende, men hele familien har en helt særlig plads i mit hjerte.
Til trods for meget store kulturelle forskelle og en sprogbarriere, som dog bliver mindre og mindre, føler jeg mig enormt tryg sammen med dem! De har virkelig taget os ind som en del af deres familie, og de har lært mig mange ting om Tanzania og om, hvordan livet godt kan være anderledes, end det jeg er vant til i Danmark.

Friends can be crazy too!
Mig og Gaudens.

Vi er også kun blevet endnu tættere efter en lidt tough oplevelse med familien. Fra omkring 3 uger siden fik vi en aften en sms fra Mary om, at Gaudens var taget afsted til Namanyere, der ligger omkring en times kørsel fra Kipili, fordi han havde fået arbejde. Vi havde lige været sammen med Gaudens to timer før, så vi blev noget chokerede over beskeden. Heldigvis fik vi kort tid efter endnu en besked fra Mary, om at Gaudens var kommet tilbage for at sige farvel. Vi skyndte os derfor ned til dem sen aften, hvorefter vi noget rystede måtte tage afsked med en af vores allerbedste venner i byen.  Heldigvis lavede vi en aftale om, at vi ville besøge ham weekenden efter sammen med Mary. Hele ugen op til snakkede vi i telefon med ham hver dag, og det gik mere om mere op for os, hvor meget vi holdt af hinanden, og hvor meget vi savnede ham. Derfor blev vi også UTROLIGT lettede og glade, da Gaudens to dage efter han var taget afsted, fortalte os, at han alligevel ikke havde fået arbejde, og at han derfor kom med os tilbage til Kipili igen!

Tine, jeg, Gaudens og Mary i bussen på vej tilbage til Kipili - reunited!

Sidste lørdag kl. 7 om morgenen gik Tine, Gaudens og jeg til Kirando, som er en lidt større by, der ligger ca. 15 km væk. Her mødes vi med Mary, som var taget hjem til sin tante en uge før, for at hjælpe hende med at klargøre nogle ting til et stort marked, der kom til byen. Da vi kom frem ved 10-tiden, blev vi budt indenfor hos tanten, som havde købt sodavand og vitambuo (en lille friturestegt bolle lavet af ris) til os. Her sad vi så i stuen og snakkede, indtil en mand fra husstanden kom og spurgte Gaudens, hvorfor han dog ikke havde tændt for fjernsynet – der var jo gæster i huset! Han satte så en eller anden koreansk tv-serie på, som ellers fik lov til at køre resten af dagen :) Vi nåede også en hurtigt smut ud i byen for at købe lidt ind, men ellers blev det meste af dagen brugt inde i stuen med at se fjernsyn og spille Skib-Bo. Det kan godt lyde som et mærkeligt besøg, men faktisk er det meget normalt, når man besøger folk her i Tanzania, at der ikke er skruet så højt op for aktiviteterne. Tværtimod er det meget normalt, at der bliver tændt for fjernsynet.

Efter kirke, søndag, gik turen hen til John Kamba, en gammel katedral, som ligger ca. en halv times gang væk fra Kipili. Her havde vi taget ting med, så vi kunne lave mad sammen, da Mary synes, at det er vigtigt, at vi ved, hvordan man laver tanzaniansk mad. Menuen stod på ugali af cassavamel, og tre forskellige slags boga. Ugali minder om en dejagtig masse og er noget af det, de spiser allermest hernede. Det er normalt lavet af majsmel, men mange laver det også af cassavamel, da det er billigere at fremstille. Boga er en fællesbetegnelse for de grøntsagstilberedninger, man spiser til ris eller ugali. Til dessert lavede vi danske pandekager, som var et KÆMPE hit for både Gaudens og Mary.

Fælles madlavning ved katedralen, John Kamba.
Mig, Mary og Gaudens.

Dinner's ready!
Gaudens, Mary og Tine.

Andre gange har vi været ude at sejle eller fiske, men ofte har vi også bare siddet på terrassen herhjemme i Kipili og spillet Skip-Bo, som er Gaudens' ynglingsspil. Vi er begyndt at læse en smule i Bibelen med dem begge to, og generelt snakke om, hvem Jesus og Gud er. Det er enormt udfordrende, men også meget spændende snakke.

Gaudens, Tine og jeg.

På fisketur!

Mange af drengene fra snedkerværkstedet har vi efterhånden også lært godt at kende. De har ofte meget arbejde i værkstedet lige bag vores hus, så vi møder dem ofte i travlhed, når de pitter forbi. Ikke desto mindre har de altid et smil på læben, og det er tydeligt at se, at de elsker deres arbejde. Efter arbejde ved 17-tiden, kommer de gerne forbi til en snak på vores terrasse. Nogle ser vi ofte, og andre ser vi sjældnere, men selvom vi ofte kun ses kortvarigt, er det nogle drenge, jeg holder meget af. Det er kun blevet tydeligere, efter at mange af dem er taget hjem på ferie i den landsby, de kommer fra. De har irriteret mig mange, fordi de ikke er dukket op til engelskundervisning, men de mange gode stunder, vi ellers har haft, kompenserer for deres fravær ;)

Dejlige venner :)
Jeg, Gabriel, Marie, Gaudens, Alfred og Tine.

Der spilles Skip-Bo ude ved katedralen, John Kamba.
Marie, Tine, Gaudens, Alfred og Gabriel.

Et andet tæt bekendtskab, vi har fået, er til vores vagt, Bernard og hans kone, Regina. Når Bernard er på arbejde, ser vi ham flere gange om dagen, og om aftnen er han altid klar på en sludder udenfor. Har han nattevagt, kommer Regina gerne op med mad til ham, som de spiser sammen. To gange har de inviteret os ud til dem for at spise sammen, og det har ført til mange gode snakke om kultur, og hvordan vi som mennesker er forskellige - også selvom man har samme hudfarve. Generelt tænker de meget på kultur og forskellen mellem dem og os, så det er enormt spændende at snakke med dem. På den måde bliver vi klogere på deres kultur, mens de lærer også os at kende, som de mennesker, vi er, i stedet for "de hvide". En aften inviterede vi dem på rugbrød ude foran vores hus. De mødte begge to op i deres fineste tøj, og var tydeligvis meget beærede over, at vi gad bruge tid på dem på den måde.

Marie, Benard, Regina og Tine spiser rugbrødsmadder uden for Knuds hus.

En anden kæmpe velsignelse er det forhold, jeg har fået til mine medvolontører. I en kultur, der på mange måder er så fremmed fra den, jeg kender hjemmefra, er det nogle gange rart, at kunne trække sig tilbage i trygge rammer og være 100% dansker. Mange af de ting, vi som mennesker gør eller siger, har rod i den kultur, vi kommer fra. Derfor kan jeg i Danmark slappe af i meget af det, jeg gør, fordi jeg kender normerne og ved, hvad der er passende, og hvad der ikke er. Her i Tanzania skal jeg på mange måder tænke mig en ekstra gang om, hvad jeg siger og gør, fordi tingene nogle gange opfattes anderledes hernede end i Danmark.
Derfor bliver forholdet internt mellem os danskere hernede lidt som i en familie. Tine og jeg bruger næsten alle timer i døgnet sammen, og det betyder også, at vi ser hinanden både i gode og dårlige øjeblikke. Ikke desto mindre rykker det os kun tættere sammen, og alt hvad der sker omkring os - både hernede og på hjemmefronten i Danmark - bliver snakket igennem på terrassen om aftnen. Vi bruger også nemt et par timer til aftensmåltidet sammen med Knud, vores missionær, fordi snakken bare kører derud af. Knud har været missionær i mange år, og har derfor KÆMPE stor viden om Tanzania - og andre ting - som han hellere end gerne deler ud af.
Volontørerne i Sumbawanga har vi også et helt særligt forhold til. Selvom vi ikke deler vores hverdag sammen, har vi et helt særligt fællesskab. Vi har besøgt hinanden og været på tur sammen mange gange. Her får vi lov til at være 100% danskere, og vi kan dele glæder og udfordringer fra vores hverdag, som på nogle punkter ligner hinanden, og på andre punkter er meget forskellig.

Marie og Tine på vores terrasse i Kipili med kakao og chokolade importeret fra Sumbawanga. På denne terrasse bliver der grint, hygget og snakket om dybe emner.

Jeg føler mig enormt velsignet over de venskaber Tanzania har givet mig. Jeg er glad for, at jeg har lært folk så godt at kende, og jeg kan mærke, at relationerne dag for dag styrkes. Sikke en dejlig hverdag, og sikke Gud han overøser mig med velsignelser! Det bliver hårdt at sige farvel til Kipili, men heldigvis tager jeg Tine med mig til Sikonge.